Affectum og Danske Seniorer i nyt partnerskab

Fælles værdier og drømmen om at sætte lys på de positive historier i ældresektoren fører Danske Seniorer og Affectum ind i et partnerskab om øget synlighed om prisen Danmarks bedste plejehjem.

Alt for ofte har overskrifterne i ældresektoren været præget af negative historier og fortællinger om manglende værdighed for beboerne og belastende arbejdsforhold for personalet. Men der er andre historier, og de er værd at fremhæve.

Derfor har Affectum og Danske Seniorer indgået partnerskab om at uddele titlen som Danmarks bedste plejehjem. Udover æren får plejehjemmet 20.000 kroner. Ambitionen for Danske Seniorer og Affectum er at bruge fælles ressourcer på at fremhæve de gode eksempler på værdig ældrepleje og gode personaleforhold.

Fælles værdisæt er kernen
For begge organisationer handler hverdagen om at hjælpe andre. For Danske Seniorer handler det om at skabe livsglæde i hverdagen for ældre på plejehjem, og det samme er tilfældet for Affectum, blot med fokus på arbejdsmiljøet og kulturen blandt medarbejdere og ledere i ældresektoren.

“Vi deler grundlæggende de samme værdier. Vi supplerer hinanden godt med vores forskellige tilgange til ældresektoren. Affectum har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker ude i sektoren på arbejdsmiljøområdet. Vi har fokus på, hvordan vi skaber et godt hjem og livsglæde for beboerne. Begge dele er vigtige kriterier for at blive nomineret som Danmarks bedste plejehjem,” siger Katrine Lester, der er direktør for Danske Seniorer.

Vision og værdisæt for fremtidens ældresektor
Styrken ved partnerskabet er også, at Danske Seniorer og Affectum arbejder med forskellige professionelle briller. Danske Seniorer er en seniororganisation med 75.000 medlemmer, og Affectum er konsulenthus for psykisk arbejdsmiljø og organisationsudvikling gennem konceptet VækstKULTUR®.

“Det skal føles trygt at bo på plejehjem og være pårørende. Og medarbejderne, der løfter sektoren, skal have det godt med at gå på arbejde. Vi har fulgt Danske Seniorers imponerende arbejde med prisen gennem et par år, og vi er glade og stolte over, at de vil samarbejde med os. Jeg er sikker på, at vi sammen kan sætte endnu mere fokus på de gode, inspirerende historier, der findes i sektoren,” siger Gitte Kilhof, direktør i Affectum.

Utryghed og rekrutteringsproblemer
I 2020 viste en CAWI-undersøgelse, at 61 % af danskerne føler sig utrygge ved at skulle på plejehjem. Selvom udbredelsen af positive historier ikke kan stå alene, er det afgørende, at der kommer et mere positivt blik på ældresektoren. Det påvirker både oplevelsen som pårørende og fremtidig plejehjemsbeboer, men også muligheden for at rekruttere medarbejdere.

”Ældresektoren har mange udfordringer. Vi vælger at sætte fokus på de gode eksempler, som andre kan lade sig inspirere af. Gennem samarbejdet og en øget synlighed skal vi både ændre plejehjemmenes image, men også vise, at det er en attraktiv sektor at arbejde i. Historierne er der, nu skal vi bare brede dem ud,” fortæller Katrine Lester.

Vinderen af prisen som Danmarks bedste plejehjem findes ved en online afstemning blandt fem nominerede, der vælges af Danske Seniorers hovedbestyrelse og offentliggøres 27. september. Afstemningen lukker 31. oktober, og den 8. november overrækkes prisen og en check på 20.000 kroner til det vindende plejehjem.

Kort om prisen
Alle plejehjem i Danmark har chancen for at vinde titlen som Danmarks bedste plejehjem. I 2024 er temaet ’samarbejde med lokalsamfundet’. Sidste år vandt Plejecenter Teglgården i Als titlen og prisen på 20.000 kroner til en fælles oplevelse for beboere, medarbejdere, frivillige og pårørende. Læs mere om prisen på Danske Seniorers hjemmeside.

Scroll to Top