Ældre bliver i stigende grad mødt med krav om aktivering. For nogle er det en lykke. For andre en plage.
For Anny på 78 år har det været en velsignelse at komme i genoptræning. Med to amputerede underben var hun ellers skrevet op til plejehjem, men takket været fysioterapeuters intensive genoptræning kan hun nu fortsætte med at bo i sin lejlighed, hvor hun er født.
Anderledes er det med 98-årig Signe som på sit plejehjem skulle hjælpes med at gå til spisestuen, i stedet for at køre derhen i kørestol. Det faldt hende ikke let. ”Det er snart ikke et plejehjem, men et plagehjem!” hed det fra hende, mens både hun og hendes hjælper fik fugtige øjne.
Takket været målsætningen om længst mulig i eget hjem, er antallet af ergoterapeuter, fysioterapeuter og sygeplejersker i ældreomsorgen over de senere år mangedoblet, mens antallet af sosu’er er dalet. Og ikke blot er antallet dalet, men sosu’erne bliver i nogle kommuner kaldt for ”hjemmetrænere”.
Ifølge en Ph.d.-afhandling af Maya Flensborg, der bygger på observationer fra bl.a. Esbjerg, Kolding og Vejen, har rehabilitering af ældre slået dybe rødder. Hvor nogle sosu’er ser en spændende opgave i at rehabilitere ældre, har andre betænkeligheder. Hos konsulenthuset Affectum, hvor vi underviser og coacher ledere og ansatte i ældreomsorgen, kender vi udmærket disse betænkeligheder.
Fra sine feltstudier har Maya Flensborg ifølge A4.dk mødt sosu’er, der fik tårer i øjnene, når de skulle forklare, hvordan andre faggrupper som sygeplejersker og ergoterapeuter tager det, hvis en sosu insisterer på, at den ældre skal have fred!
Der eksisterer med andre ord et modsætningsforhold mellem den officielle værdighedspolitik og buddet om at ældre skal nyde godt af en række specialgruppers, fysioterapeuter, ergoterapeuters genoptræning af mistede funktioner.
Maya Flensborg har set teammøder, hvor der typisk er ros, hvis det er lykkedes at få en ældre gjort mere selvhjulpen, mens der sættes spørgsmålstegn ved typisk en sosu’s tilgang, hvis man anbefaler pleje.
Selv om de fleste ældre har godt af at blive aktiveret, så er der dilemmaet med, hvor meget man kan forlange af mennesker, der har ydet en mangeårig indsats for vores velfærdssamfund – og nu bare siger: Jeg gider ikke, det der. Jeg vil bare være mig selv, der hvor jeg er. Jeg vil ikke trættes af en aktiveringsindsats længe efter at jeg har forladt arbejdsmarkedet!
Virkeligheden er heldigvis, at den ældre får fred, når den ældre virkelig be’r om det. Men vi har dilemmaet mellem rehabilitering som et gode og retten til fred i eget hjem som gode. Hertil kommer det ydmygende for vore sosu’er, når man med sin professionalitet ikke formår at motivere borgeren. Jeg tror ikke der findes entydige svar på, hvordan dette dilemma tackles. Men jeg mener, at det er vigtigt at ældreomsorgens aktører er superbevidste om disse forhold.