FOA-formand Dennis Kristensen ønsker, at sosu’erne træder ud af offerrollen. Gitte Kilhof foreslår at sætte fokus på de stærke og stolte sosu’er i stedet.
Hvis Dennis Kristensen fra FOA ønsker sosu’erne ud af offerrollen, som det senest har lydt på FOA-kongressen i Aarhus , vil jeg foreslå forbundsformanden ikke at italesætte denne offerrolle så hårdt, men måske snarere søge en ledelsesmæssig tilgang til problemet, så det er de stærke og stolte sosu’er, som opnår opmærksomhed.
Rigtigt er det, at sosu’erne med rette har følt sig overset, hvad angår det stærkt samfundsnyttige arbejde, de udfører. Men sosu’ernes arbejdsbetingelser handler mindre om at sætte sig i offerrollen, fordi man bliver presset for hårdt, og mere om at udvikle evnen til at fungere i de rammebetingelser, som vores folkevalgte sætter.
Og rammebetingelserne er i positiv udvikling. Nu, hvor det forkætrede styringsprincip New Public Management er ved at blive lagt i graven, er der opstået et spændende organisatorisk felt, hvor forbedringer faktisk er mulige. I min kursusvirksomhed, hvor vi arbejder med at klæde medarbejdere og ledere i omsorgssektoren på, ser vi rigtig mange stærke medarbejdere, som brænder for at komme til at hjælpe de ældre og de svage.
Blandt de sosu’er, som oplever afmagt i arbejdet, vil der være nogle, som måske ikke skulle have været sosu’er. Derfor handler det ikke blot om at øge synligheden og den faglige stolthed blandt medarbejderne. Det handler også om at øge medarbejdernes evne til at reflektere, så man for eksempel spørger: ”Skal jeg i virkeligheden dette her?” eller ”Hvordan kan jeg gøre tingene anderledes?” uden at ende i offerrollen.
Det er min påstand, at 90% af sosu’erne kan blive endnu bedre til at reflektere over eksempelvis deres egen rolle eller at imødekomme andres behov, så de for eksempel ikke kommer til at tillægge de ældre behov, der ikke er de ældres, men deres egne.
Men det er jo en øvelse, vi alle kan lære af.
