Kommunerne har pludselig fået travlt med at forbedre de ældres værdighed. Hvorfor er det så nødvendigt?
De ældre kalder på modsætninger. Det siges, at ældre får mere og mere magt. Men der er også afmagten på plejehjemmene, hvor personalet skal løbe så hurtigt, at Folketinget har indført ”Værdighedsmilliarden” for blandet andet at komme minuttyranniet til livs.
Blandt forslagene kan alle sikkert bifalde ”flere varme hænder til de ældre”. Og de ældre skal have bedre valgmuligheder, så de føler, at deres livsstil ikke vrages, når de skal på plejehjem.
Vi skal udvikle omsorgsgenet
Affectums specialister i organisation, psykologi og psykoterapi samarbejder med danske kommuner om at motivere og coache ledere og ansatte i omsorgssektoren til at udvikle det omsorgsgen, som allerede er til stede.
Vi hører imidlertid også om kommuner, for hvem Værdighedspolitikken er en skrivebordsøvelse, som finder sin løsning efter 3-4 interne møder i kommunalt regi.
Initiativtageren til Værdighedsmilliarden, Kristian Thulesen Dahl (DF), ved, at det ikke er gjort med den årlige milliard, men at ældres vilkår også skal diskuteres.
Værdigheden skal altid være til stede
Det foruroligende er imidlertid, at ingen har sagt, hvorfor værdighed pludselig skal fremhæves. Vi tror, at de fleste tænker, at værdigheden altid må være til stede. Den må aldrig forsvinde.
Derfor synes vi, det er paradoksalt, at man ud af ingenting begynder at snakke om værdighed. Begrundes den af en oplevelse centralt fra, at den ikke er til stede, at der ikke arbejdes med værdighed, eller skyldes det noget helt tredje?
Selv om medarbejdernes omsorgsgen er stort, så har en omfattende dokumentationstrang – new public management – ført til, at sosu’erne dårligere har kunnet imødekomme de ældres behov. Man kan stille spørgsmålet, om værdighedsdebatten i virkeligheden ikke handler om at genopfinde det engagement, som tidligere var en selvfølge.
New public management bliver i dag undsagt af den britiske forsker Christopher Hood, der i 1990’erne var med til at indføre den. Hood mener, at de effektivitetsfremmende metoder fra erhvervslivet, hvor borgeren bliver til kunde, ikke har givet den opreklamerede merværdi.
Det overrasker næppe, da Danmark som et af verdens lykkeligste lande har stor tillid borgerne imellem. Danskerne sparer mange penge ved ikke hele tiden at skulle kontrollere, om folk nu arbejder.
Mere menneskelig tilgang
Derfor er new public management forblevet en fremmed fugl. Og derfor skal de uddannede sosu’er have lov til at træffe individuelle beslutninger. Fra de varme hænder, de ældre og pårørende efterspørges der en mere menneskelig tilgang.
Også mellemlederne skal frisættes fra dokumentationstrangen og være mere for deres medarbejdere. Der er brug for nærværende, autentisk lederskab, der kan inspirere de mennesker, der passer på de ældre, til at handle fra hjertet.
