Der findes ikke noget så godt i verden som at blive inspireret. Og hvad er bedre end at blive inspireret til at give mennesker større værdighed i deres tilværelse?
Selvom Knud Romer har kaldt juni måneds Folkemøde en løgn ”for politikerne møder ikke folket”, så har dette mekka for danskernes meningsdannelse sat tanker i sving. I hvert fald for de af os, som arbejder med at skabe mening og værdighed i ældreomsorgen.
Og værdighed er noget, vi kan forholde sig til. Når vi er unge og stærke, er værdighed en selvfølge. Hvilket den så desværre ikke er, når vi bliver ældre og afhængige af andre. Dog ligger de ældres værdighed de fleste så meget på sinde, at vi nu lovgiver for at fremme den.
Kvæler den stærkes ret værdigheden?
Regeringen kalder ”værdighed i ældreplejen” en hjertesag. Kommunerne skal udarbejde værdighedspolitikker, og der er afsat flere milliarder kroner til at forbedre værdighed i ældreplejen. Men hvorfor kommer værdighed ikke af sig selv?
Er vi i vort moderne effektive konkurrencesamfund så påvirket af princippet om ”den stærkes ret”, hvor den stærkeste part i forholdet bestemmer – ene og alene i kraft af sin overlegne styrke – at det gælder langt ind i ældreomsorgen?
Psykologen Dorthe Birkmose beskæftiger sig i sin bog ”Når gode mennesker handler ondt” om den ondskab, som opstår i forlængelse af tankeløshed, hvor vi gør, som vi plejer, selv om det kan have negative konsekvenser for i dette tilfælde svage medborgere.
Om vi kalder det ’den stærkes ret’ eller ’ondskab’, så er det noget forbistret noget. Det er det især i ældreplejen, hvis vi ressourcestærke får alt for megen fortrinsret. Selvom vi beslutter os for, at de gamle skal nyde selvbestemmelse, er der nogle mekanismer mellem mennesker, som gør, at fokus umærkeligt bliver flyttet fra svage borgere til stærkere medarbejdere.
Typisk ser vi disse udskridninger ved at en sosu for eksempel forsøger at overbevise en ældre beboer om, at dagen skal stå på oprydning (børnene kommer måske), mens den ældre hellere vil bruge dagen på samvær med andre ældre.
Vi skal styre efter borgernes behov
For at imødegå, at medarbejdernes behov umærkeligt kommer til at styre de borgere, som de er sat til at tjene, arbejder vi i min landsdækkende kursusvirksomhed med at øge medarbejdernes empati.
Det foregår blandt andet gennem DISK-profilanalyser og ”De tre opfattelsespositioner”, hvor medarbejderne lærer at skelne mellem deres egne subjektive behov, andres behov og forsøge at forholde sig refleksivt til positionerne. Det er ikke så vigtigt, hvad vi kalder det. Chris MacDonald, coach og cand.scient., kalder for eksempel De tre opfattelsespositioner for tre niveauer for empati.
Vigtigt er det, at vi gør os klart, at hvis en værdighedspolitik skal lykkes, skal vi mennesker lære at sætte os ind i andre menneskers behov. Og hvis det ikke ligger lige for i den moderne individualistiske kultur, er det noget, mennesker må se at få lært.
