En del af kerneopgaven i pleje- og omsorgssektoren er at hjælpe borgere og pårørende i krise. Tosporsmodellen sætter fokus på de symptomer, vi skal være opmærksomme på i krisesituationer og hjælper med at støtte op om en sund krise.
Hvorfor Tosporsmodellen?
Kriser er en uundgåelig del af vores liv, men i pleje- og omsorgssektoren er kriser også en stor del af personalets arbejde. Borgere og pårørende oplever forskellige kriser, fx i forbindelse med en afdød ægtefælle eller sygdomme som demens og alzheimers. Derfor må dine medarbejdere have de rette værktøjer til at støtte dem bedst muligt i kriseprocessen.
Formålet med Tosporsmodellen handler i høj grad også om at skabe tryghed for medarbejderne selv. Det kan fx være, hvis de oplever en ubehagelig situation med en udadreagerende borger.
Hvad er Tosporsmodellen?
Tosporsmodellen skelner mellem to forskellige slags kriser: den sunde krise og den komplicerede krise. Forskellen mellem de to slags kriser er intensiteten af krisesituationerne, varigheden af krisesituationerne og fleksibiliteten mellem undgåelse og overvældelse af krisereaktionerne.
Den normale (sunde) krise kommer til udtryk på forskellige måder: følelsesmæssige reaktioner (fx længsel, tomhed eller vrede), fysiske reaktioner (fx søvnproblemer eller appetitændringer), adfærdsmæssige reaktioner (fx social isolation eller opfarenhed), kognitive reaktioner (fx nedsat koncentration eller undgåelse af minder) eller eksistentielle reaktioner (fx oplevelse af meningsløshed eller identitetstab).
Den komplicerede krise deles op i tre forskellige kategorier: kronisk krise (når den kriseramte ikke når en slutning i kriseprocessen), udskudt eller forsinket krise (manglende reaktion i opstarten eller starten af krisen) eller undgåelse af krisen (når den kriseramte ikke kan overskue de følelser, krisearbejdet river op i).
Du og dine medarbejdere lærer, hvordan I frembringer den normale kriseproces, og hvordan I frembringer en naturlig pendulering mellem de to spor:
Det tabsorienterede spor: Her er fokus på krisen, og det er i dette spor, krisearbejdet foregår.
Det genindførelsesorienterede spor: Her er fokus på det liv, der er tilbage at leve og genskabelsen af en ny identitet i en ny virkelighed.
Hvis vi hænger fast i et af sporene, ender det ofte i en kompliceret krise. Det kan fx være en kronisk krise, hvor vi ikke kan smide noget af vores afdøde ægtefælles tøj ud og hænger fast i sorgen. Eller hvis vi undgår at snakke om det, så det bliver en udskudt krise, hvor der altid vil vente en ’efterregning’. I stedet skal vi stræbe efter den naturlige kriseproces, hvor der sker en vekselvirkning mellem de to spor.
Med Tosporsmodellen bliver en krise ikke noget, der skal tages afstand fra. Berøringsangst bliver til berøring, og du lærer, at det ikke er farligt at ’skubbe’ lidt til den kriseramte, for at sætte gang i den sunde kriseproces. Det afgørende er, at du som professionel kan se, at den kriseramte kan agere i sit liv sideløbende med krisen.
Effekten af at arbejde med Tosporsmodellen
- Styrker kerneopgaven, da medarbejderne lærer, hvordan de hjælper borgere og pårørende i krise.
- Fokuserer på signaler og symptomer, så fokus er på den sunde krise.
- Hjælper med at skabe en naturlig kriseproces, hvor den kriseramte pendulerer mellem sorgen og hverdagslivet.
- Fjerner angsten for de svære samtaler, og opfordrer i stedet til at spørge ind til og tale med den kriseramte om krisen.
- Øger medarbejdertrivslen, da medarbejderne får værktøjer til at støtte sig selv og hinanden i kriser – både private og arbejdsmæssige.
